Landevejen passer på mig
Nedad den varme asfalt, kommer en ung mand gående med raske skridt. Trods den bagende sol, bærer han fløjlsbuks og skindjakke.
For enden ad jakken stikker to massive hænder ud, som ved hver lejlighed løfter skyggen på hatten, for at hilse på de forbipasserende bilister. Hatten er lavet af harre og bæver og modstår alt slags vejr.
Den unge murersvend har netop igen fået penge på lommen. Han rejser for at arbejde og arbejder for at rejse.
På hovedvej 57 udenfor Sorø, står mureren med tomlen i vejret og venter på sit næste lift. Tiden vil vise, hvor længe han skal vente.
For at slå ventiden ihjel, slår han takten an til en sang med en kraftig stok af træ.
":,: Vi håndværkssvende :,:
Vi rejse så lystigt fra by og til by.
Hvor vi trives bli’r vi længe,
men når vi ej kan tjene penge,
når det kniber profitten,
når en skrå må gå for steg,
vi taber appetitten
og så går vi vor vej.
Det er li’ sådanne her,
det er meget værre der,
det er li’ sådanne hjemme hos de gamle!
:,: En munter vise :,:
kan åbne hver dør for en håndværkssvend.
Ja! :,: en munter vise :,:
kan åbne hver dør for en håndværkssvend."
Naver?
Jens Breinholt voksede op på en lille villavej i Esbjerg sammen med sin far, mor og storebror. Han brød sig ikke om at gå i skole - han passede ikke rigtigt ind.
Derfor var det selvsagt, at han ikke skulle fortsætte i gymnasiet. I stedet for blev han murer.
En sen aften kom hans far hjem med en avis, hvori der var skrevet en artikel om de omrejsende håndværkere, naverne.
Du kan kende en naver på den karakteristiske kluft, som deres uniform kaldes. På hovedet bærer de en hat - symbolet på frihed.
Skiftevis rejser og arbejder de men aldrig særligt længe ad gangen. "Når naboen hilser, og hunden stopper med at gø ad en", så er det på tide at komme videre, siger naverne.
Naver er en forkortelse af Skandinaver. Men egentligt stammer traditionen fra Tyskland. Her bruger man andre betegnelser. Dog vil de fleste udenlandske håndværkere ofte betegne sig selv som naver på vores kanter, for at undgå lange besværlige forklaringer.
Engang var de nyuddannede håndværkssvende forpligtet til at drage på valsen, som dannelsesrejsen kaldes. Her skulle de tilegne sig nye færdigheder og kendskab til forskellige faglige traditioner og metoder.
Traditionen var engang meget udbredt i de nordiske lande, men i skrivende stund er Jens Breinholt Skandinaviens eneste aktivt rejsende naver.
Ved at forvandle sten til brød, klarer han livet på landevejen og holder liv i en ældgammel tradition, der er fuld af mystik, ritualer og hemmelige symboler
Ritualet
Jens var fast besluttet på at blive naver og efter at han modtog sit svendebrev, kom dagen, hvor han skulle forlade sit hjem i Esbjerg.
Normalt ånder der fred og ro på den lille villavej. Men ikke denne dag. Bag ligusterhækken er haven fyldt med mænd og kvinder der bærer høje hatte og fløjlbukser.
I græsset sidderJens på sine knæ ved siden af en træstub, der når ham til hovedet.
En omrejsende håndværker fra Tyskland med sort skæg og tatoveringer dypper et stort søm i et glas med snaps, som står ovenpå træstubben.
Han tømmer snapsen ud på det tørre træ og med tre faste slag, sømmer han Jens' øreflip fast til træstubben. Blodet fra øret blandes med snapsen, og sømmet bliver siddende, indtil Jens har afgivet et løfte om at rejse i mindst tre år og én dag.
”Har du selv et løfte, som du gerne vil give?” Råber en af de mange omrejsende håndværkere i haven.
Med en høj røst svarer Jens. ”Jeg vil love at jeg gør mit, for at den danske forening igen kommer frem. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for at vi genopliver den danske forening, og jeg vil love at jeg gør mit bedste for den danske side. Det gør jeg i dag ved at holde en stor fest. Og jeg vil gøre alt for at repræsentere Danmark på landevejen så godt som muligt!”
Efter Jens har afgivet sit løfte, bryder gæsterne ud i jubel og klapsalver. I kor synger de sang nr. 37 fra navernes sangbog, "Vi håndværkssvende".
Dagen derpå tager Jens afsked med sin familie. "Børn er kun til låns", har Jens altid sagt til sine forældre. Men nu er lånetiden forbi.
Jens' mor knuger ham ind til sig. Med våde øjne kigger de på hinanden og smiler, inden Jens tager det første skridt på sin rejse og passerer byskiltet til Esbjerg.
De næste tre år og én dag, må han ikke komme nærmere end 50 km på den vestjyske by. Men hele verdenen ligger nu for hans fødder.
I øret hænger en ørering, hvor sømmet i går havde siddet. Den markerer at Jens er blever en del ad de omrejsende håndværkers broderskab. Sømmet ligger i hans inderlomme og skal gøre ham følgeskab på valsen.
Sammen med Jens lever historien om naverne igen videre.
Valsen
Vals kommer af det tyske ord ”walz” som betyder”at flytte sig”. En naver slår sig nemlig aldrig ned.
Så vidt det er muligt benytter Jens sig ikke af offentlig transport. I stedet tomler han eller rejser til fods.
”Når jeg tomler hjælper det med at udbrede kulturen, fordi jeg falder i snak med folk. Hver gang nogen kender til traditionen, så lever traditionen videre.” Fortæller Jens.
Jens ejer ikke nogen digitale hjælpemidler. Tomlen er hans billet rundt i verden. Med et landkort navigerer han.
Jens står og kigger på en Citroën 2CV. Bilen minder ham om hans far, for sådan en har engang haft. Jens' far kører ikke i andet end Citroën. Jens deltager i alle mulige arrangementer, hvor han kan møde nye mennesker .
Jens finder ofte selskab på beverdinger, hvor en stor del af hans løn bliver lagt i baren. Her er det nemt at komme i kontakt med folk. Måske fører det arbejde med sig.
Således har Jens rejst rundt i verdenen. Det er efterhånden længe siden, han forlod Esbjerg. Siden han passerede byskiltet, er der sket meget.
Valsen har taget ham hele vejen til det fjerne østen, hvor han restaurerede gamle templer i Nepal.
Eftersom han hverken ejer telefon eller computer, er kontakten til livet derhjemme minimal. Men en sjælden gang imellem har han mødtes med sin familie.
Særligt i julen, savner han dem. Men som Jens selv siger, er der ingen tilvalg uden fravalg.
Sidste juleaften sad han og sang ”Højt fra træets grønne top” med udsigt over Nepals hvide bjergtoppe, imens hans familie sad i Esbjerg og spiste and og brune kartofler. Trods alt var det lykkedes for Jens at stuve en ris ala mande sammen af nepalesiske ingredienser.
Efter sit ophold i Nepal landede Jens i Qatar. Med sine enorme og snorlige veje og bygninger, stod Qatar i stor kontrast til Nepals primitivitet, hvor skraldet flød blandt de små huse og skæve veje.
Ligesom den verden han rejser i, er Jens' liv på valsen fuld af kontraster og forskelligheder.
Jens griber de muligheder, som han bliver tilbudt. Naverne kan også få lift til søs og siger sjældent nej til et lift, når nogen har gjort sig ulejlighed med at tilbyde dem et.
Selvom Jens snart har holdt sit løfte om at rejse i tre år og én dag, har han ikke tænkt sig at stoppe. Sømmet som han fik hamret igennem sit øre, har ligget i hans inderlomme siden han forlod Esbjerg.
Inden Jens afslutter sin rejse, agter han at give sømmet videre til en anden håndværkssvend, der vil gennemgå ritualet og videreføre navernes historie.
Jens er vendt tilbage til Danmark for at udbrede navernes kultur. Han holder bl.a. oplæg på erhvervsskoler og fortæller lystigt om sine beretninger fra valsen.
Om få dage skal han se sin familie og kramme sin mor igen. Eftersom Jens ikke må nærme sig Esbjerg, skal de mødes på en campingplads i Ebeltoft. Men først skal han derhen.
Jens ryger en cigaret imens han forsøger at skaffe sig et lift. Sommetider kan der gå flere timer inden han bliver samlet op.
Hvor skal jeg sove?
På hovedvej 57 står Jens stadigvæk i vejkanten og venter på sit næste lift.
Der kan være langt imellem snapsene og de fleste biler kører forbi ham. Nogle vinker, andre giver en tommel tilbage og smiler. Jens har sågar også oplevet at folk kun stopper op for at tage billeder af ham.
Pludselig holder en bil ind til siden. En mand med solbriller og kortklippet hår læner sig over mod vinduet.
”Er du naver?”Spørger han.
”Ja”. Svarer Jens og løfter op i skyggen på sin hat, så hans blå øjne kommer til syne.
Føreren af bilen har retning mod Odense, så det har Jens også.
Fem lift senere er det ved at blive aften.
Jens kigger op mod himlen, hvor nogle sorte skyer, står i kontrast, til en kridhvide rundkirke. Det vil være et godt sted at søge ly for natten.
Jens åbner den store dør til kirken. Idet døren smækker bagved ham, flakker flammen på et lille stearinlys som står og brænder ved indgangen. Ved siden af lyset ligger en sort hat på en stol. Jens placerer sin egen hat ved siden af.
Gemt i en bås, sidder en ældre mand og følger Jens med øjnene. Med en dyb stemme, der giver ekko i kirken, bryder han tavsheden og siger: ”godaften”.
”Godaften”, svarer Jens. ”Det er de omrejsende håndværkere. Ved de hvor præsteboligen ligger? Jeg mangler et sted at søge ly for natten.”
Manden med den dybe stemme kender ikke noget til nogen præstebolig. Men ham og Jens bliver enige om at kirken er smuk.
Efter et stykke tid tilbyder den ældre herre at Jens kan få et værelse for natten hjemme ved ham. Han bor ikke langt derfra.
Sammen forlader de kirken. På vejen ud placerer de begge to deres hat på hovedet og passerer det lille stearinlys, som brænder for den ældre mands ven, der lige er gået bort.
Lidt er mere
Det er ofte tilfældighederne der bestemmer hvor Jens overnatter. Folk er ofte villige til at hjælpe, men somme tider må Jens søge ly i kirker, på byggepladser, i skove eller kirkegårde. Hvis der er tag over hovedet, er det en bonus.
"Folk kan godt lide at hjælpe, men det er de færreste, der har brug for hjælp til noget i dag", forklarer Jens.
Med sig har Jens to sæt tøj. Ét han arbejder i og ét han bruger i sin fritid. Hans jakke er hans hus og derfor bliver den skræddersyet til Jens’ behov.
”Du vil gerne bestemme hvor kommoden skal stå, jeg vil gerne bestemme hvor mine lommer skal være”. Sådan forklarer Jens det.
Naverne tillægger de få ting, som de ejer en stor betydning.
Uniformen adskiller dem fra vagabonder. Naverne lever af deres gode ry og folks tillid til dem. Farven på uniformen indikerer også hvilket håndværk de arbejder med.
De sortklædte arbejder med træ, hvid, beige og grå arbejder med sten og mineraler, blå er metal, rød er tekstil og grøn er gartner. Blot for at nævne nogle.
For en naver er det ilde set at gå med armbåndsur, da det symboliserer at man er lænket til tiden.
Hvis man kan se tommestokken stikke op af lommen, betyder det at en naver er i arbejde.
Jakken knappes først op, når man er blevet budt velkommen i et rum. Det udviser respekt.
Vigtigst af alt er øreringen. Det er navernes ære og kan i værste fald bliver frataget, hvis man bringer vanære til kulturen.
Og når ja, selvfølgelig hatten - symbolet på frihed.
Naverne ejer hverken telefon eller computer, for de skal være nærværende på deres rejse og suge verden til sig.
Som Jens siger, "du er ikke et frit menneske, med en telefon i lommen".
Den teknologiske udvikling af TV, radio, computere og telefoner var med til at stoppe svendevandringerne. Teknologien blev kanalen til de informationer, som man før måtte rejse for at tilegne sig.
Her kan du rode rundt i Jens' ting og se hvad han har prioriteret på sin rejse. Klik på billederne for at læse hvilken betydning de har.
Faglig stolthed
Traditionen om at rejse rundt med sit håndværk, kan spores helt tilbage til middelalderen. Stenhuggerne organiserede sig i klostre og skabte en kultur der dyrkede hemmelige skikke og ritualer.
Jens har selv et romantisk forhold til de gamle traditioner og ligeså til sit håndværk.
"Traditioner er en god måde at samles på. Der er en grund til at en tradition er startet. At lade noget uddø bare fordi det er gammelt, det synes jeg er forkert”, siger Jens.
”Jeg har kærlighed til mit fag. Det er det jeg rejser med. Det er det jeg har. Jeg er murer, det er sådan jeg præsenterer mig. Det er min stolthed.”
På valsen har Jens fået en kærlighed for kalk og ler, som er mere bæredygtige materialer.
Kalk og ler var engang meget udbredte byggematerialer . Mange navere tillærer sig de gamle byggetekniker, og derfor er de særligt egnede til at restaurere gamle bygninger.
Jens i sit arbejdstøj og sin arbejds-hat.
Jens får ofte kost og logi, når han har arbejde. Mange synes det er spændende at have en naver boende.
Men de unge danskeres kærlighed til håndværket er ikke lige så stort i dag, som den var engang. Langt de fleste vælger erhvervsuddannelserne fra, og søger ind på gymnasierne.
Den manglende interesse for de erhvervsfaglige fag, betyder, at der bl.a. vil mangle håndværkere i fremtiden.
Valsen er ikke en uddannelse, man kan tage på skolebænken. Og friheden til at gøre hvad man vil, er en sjælden rigdom i nutidens samfund.
Men selvom livet er frit, er det ikke alle dage på landevejen der er lige gode.
Høloftet
Den næste nat byder landevejen på en overnatning oppe på et gammelt høloft. Regnen hamrer imod bliktaget, og støvet hvirvler rundt imellem bunker af rod - men det er godt nok for Jens.
Om natten kryber kulden indenfor i den gamle lade. Men nød lærer nøgen kvinde at spinde. Jens finder tre stykker rockwool på loftet, som holder ham varm indtil næste morgen.
Inden han skal besøge sine forældre på campingpladsen, skal han lige et smut forbi en naverhule.
Jens klæder sig af, inden han skal sove. Han sover med så lidt tøj som muligt, og gerne nøgen, for at spare på vasken. Dog har han ingen sovepose, så ofte må han sove i fuld mundering for at holde varmen.
Naverhulen
Spredt rundt i landet ligger de såkaldte huler. Her mødes de hjemvendte rejsende et par gange om måneden. Over træbordene, hvor navne på navere er indgraveret, bliver der udvekslet røverhistorier og holdt liv i minderne fra tiden som rejsende.
Når man ankommer i hulen, bankes knoen ned i bordet med følge af en hilsen til de andre medlemmer, der omtales som "brødre". Der drikkes snaps, spist modne oste og sunget sange indtil dagen er omme.
Så længe man følger fire simple regler, er alt godt.
- Du må ikke diskutere politik eller religion.
- Du må ikke tale nedsættende om kvinder.
- Du må ikke tale grimt til eller om de andre medlemmer af hulen.
- Du skal til hvert møde bære sit medlemsemblem.
Jens er med til at nedbringe aldersgennemsnittet i hulerne. Han har nye fortællinger med hjem, som holder liv i kulturen. Hvis naverforeningerne skal bestå, må flere unge svende slutte sig til. Med Jens håber de ældre navere, på at kunne række ud til dem.
Ebeltoft campingplads
To flasker vin og en buket blomster ruller ned ad kassebåndet. Jens rækker kassedamen nogle mønter og trasker afsted med vin og blomster under armen. Kursen er sat mod Ebeltoft campingplads, hvor han skal møde sine forældre.
"Bor der en Anders Breinholt her?" spørger han en kvindelig receptionist på Ebeltoft campingplads.
"Og det er ikke ham fra TV", tilføjer Jens, imens receptionisten kører øjnene nedover skærmen.
Jens' forældre er tjekket ind. Nu skal han blot finde sin fars bil - en grå Citroën.
Jens' far og mor ejer deres egen campingvogn. Som børn var Jens og hans storebror tit med på campingtur rundt i Danmark.
Om aftenen spiller musikken på campingpladsen. Regnen holder de fleste væk, men ikke Jens og hans mor. Desuden modstår Jens' hat af hare og bæver de værste regnskyld.
Sammen synger de med på danske klassikere, såsom John Mogensen og De gyldne løver, som Jens har en stor kærlighed for.
En spillemand optræder, imens Jens og hans mor danser og synger med på gamle klassikere.
Dagen er ved at være omme. Men i Jens' forældres campingvogn er der stadigvæk lys. Jens fortæller om sine mange oplevelser på valsen og sine fremtidige rejseplaner. Han er endnu ikke færdig med at rejse. For sømmet ligger stadigvæk i hans inderlomme.
Epilog
Jens har nu været på valsen i knap fire år. I øjeblikket arbejder han i Frankrig, og nyder de gode franske vine. Tiden vil vise, om han kan finde en, der vil tage hans plads på valsen. Men før eller siden stopper hans egen rejse.
Når den tid kommer, vil han blive eskorteret hjem til Esbjerg, af en stor flok omrejsende håndværkere. Sådan er ritualet.