I det nordlige Portugal ligger en lille landsby skjult nede i en dal. Bjerge omkranser dalen, hvor omtrent 150 indbyggere lever i ly fra omverdenen. Siden jernalderen har de lokale levet tæt forbundet med naturens ressourcer. Men området er ikke kun rig på natur. Inde i bjergene ligger et af Europas største litiumdepoter nemlig gemt.
I takt med at klimakrisen forværres, stiger efterspørgslen på råstoffet, der er essentielt i produktionen af elbiler.
Et britisk mineselskab ved navn Savannah Resources, har i sinde at bygge en af Europas største litiumminer få hundrede meter fra landsbyen Covas Do Barroso. Opstarten af litiumudvindingen er planlagt til 2026 og minen forventes at kunne levere litium nok til en halv million elbiler om året.
Ifølge EU-kommissionen er det en nødvendighed at øge den europæiske produktion af elektriske køretøjer og batterier, for at nå målet om et CO2-neutralt Europa i 2050.
Planen skal medvirke til at Europa bliver uafhængig af kritiske råstoffer fra Kina.
For at imødekomme Europas behov, har den portugisiske regering givet grønt lys til flere mineselskaber, som skal udvinde litium i Portugals nordlige regioner, der er særligt rige på råstoffet.
Skønt nogle beboere i landsbyen har solgt deres jord til mineselskabet, møder regeringens planer om den nye litiummine kritik fra størstedelen af landsbyboerne, der frygter, at minen vil forurene vandet og erodere jorden, som er grundstenene i deres levevilkår og landsbrugskultur.
I 2018 fik Barossoregionen status som ”globally important agricultural heritage system” (GIAHS) af FN’s Food and Agricultureorganization (FOA). Organisationen har til formål at sikre disse bevaringsværdige kulturer og deres tilhørende landskaber samt landbrugets biodiversitet, viden og kulturarv.
Ifølge FN er incitamentet for at sikre disser områder menneskehedens behov for nye landsbrugsmodeller, der er mere lokale, robuste, bæredygtige, socialt retfærdige og rige på biodiversitet.
De sidste seks år, har landsbyboerne i Covas do Barroso kæmpet imod mineselskabet Savannah Resources og den portugisiske regering, som de beskylder for at være korrupte.
Oppositionen
Aida Fernandes går forrest i kampen mod mineselskabet. Sammen med sin mand har hun startet organisationen Unidos em defesa de Barosso / Forenet i kampen for Barroso.
I begyndelsen mødte landsbyboerne kritik for deres modstand. De blev beskyldt for at være egoistiske og stå i vejen for den grønne omstilling.
Men støtten til landsbyen har vokset sig større de sidste år. Hver sommer afholdes den årlige sommerlejr, hvor folk fra nær og fjern samles for at protestere mod mineselskabet. Med hakker slår de ned i brostenene, imens de vandrer gennem byens gader og synger protest sange.
Fælleden
Hvis de to parter ikke når til enighed, kan den portugisiske stat ekspropriere landsbyboernes fælled, der går under navnet ”Baldio”.
Fælleden er essentiel for landsbyboerne og har altid været grundlaget for deres økonomi. Den består af græsningsarealer og skovlandbrug, som har medvirket til en øget biodiversitet og bevaringen af landskabet.
Sammen med de andre mænd i landsbyen vedligeholder Nelson Gomes skovene ved at beskære nåletræer og fjerne invasive arter.
Fælleden varetages kollektivt og er en del af systemet, der gav området status som ”globally important agricultural heritage system” af FN.
Skepsis
Nelson Gomes kigger ned i en gammel mine. For mange år siden huggede landsbyboerne stenene ud med håndkraft. I en higen efter rigdom ødelagde man klipperne for at få fingrene i brofremit. Mineralet bruges til fremstillingen af skydevåben og var engang en eftertragtet vare. Men rigdommen kom aldrig, og nu er sprækken i klippen blevet et ar i landskabet, som minder folk om regionens lange historie med minedrift.
Mest kendt er Borralhaminen, også kendt som enkernes by. Mændene i byen mistede livet i minen, og efterlod sig deres koner, hvoraf navnet kommer. I dag er byen forladt og består kun af ødelagte huse og forældet mineudstyr.
Økonomisk vækst
Mila eskorterer sine køer ud på græsengene sammen med sin søn, Pedro.
Den portugisiske regering argumenterer for, at minedriften vil bidrage med arbejdspladser og økonomisk vækst til de små landbrugssamfund i en af Portugals mest øde og fattige regioner. Dog er minen kun planlagt til at operere i 12 år, hvorefter jobbene vil forsvinde igen.
Sammenlignet hermed har landsbruget eksisteret i århundrede.
Levn fra fortiden
Husene består hovedsageligt af store granitsten, som blev hugget ud af bjergene og stablet her for mere end hundrede år siden.
Regionen besidder den største samling af arkæologiske levn i Portugal. Kirken i landsbyen, opbevarer også mange kulturskatte fra fortiden. Derudover er den katolske kirke samlingspunktet i landsbyen, med flere ugentlige gudstjenester.
Mineselskabet hævder, at de så vidt muligt, vil bevare alle artefakter og levn, som de støder på under konstruktionen. Herunder monumenter og bygninger fra jernalderen, romersk tid og middelalderen.
Biodiversitet
Regionen er rig på biodiversitet og hjemsted for sjældne dyrearter. Når man går igennem landskabet, sender blomsterne støvskyer af pollen i vejret. De lokale lever af den honning, bierne producerer. De er afhængige af biodiversiteten i området.
Det er ikke ualmindeligt at se fodspor fra iberiske ulve, som yngler i området. Og selvom ulvene ind imellem spiser fårene fra landsbyen, er den iberiske ulv en truet dyreart.
Ragionen er hjemsted for nogle af Europas mest sjældne sommerfuglearter.
De lokale frygter at minen vil gøre skade på biodiversiteten i regionen.
Filipes fremtid
Filipe har købt et hus i byens centrum sammen med sin kæreste, Ira. De drømmer om at åbne en restaurant, som serverer mad lavet af de lokale råvarer, som Filipe selv producerer. Deriblandt honning.
Fra sit nye hjem har Filipe udsigt til byens centrum og mineselskabets kontor, som ligger ved siden af landsbyens ældgamle kapel.
På modsatte side af kapellet hænger et stort banner med ordene ”Nao a mina, sim a vida / nej til minen, ja til liv”.
Her står de to parter overfor hinanden, på hver sin side af historien.
Hvis du stopper, så dør du
Filipe Gomes skraber nedfaldne grene sammen til sine høns, imens hans lillesøster leger i gaderne.
Grenene fungerer som blødt underlag, hvor dyrene kan sove.
Landsbyboerne arbejder fra morgen til aften og lever efter mantraet, "hvis du stopper, så dør du".
Filipe hjælper sin far, Nelson, og sin stedmor, Aida, med driften af landbruget. Det er meget almindeligt at familierne løfter i flok og driver deres landbrug i fællesskab.
Vandforsyning
Hver dag tager fårehyrderne deres får ud på fælleden. De frygter at dagen vil komme, hvor græsningsarealerne forsvinder og mineselskabet sprænger bjergene væk.
Grundet den store mængde af nedbør , som forsyner floderne med vand, har regionen stor betydning for det nordlige Portugal. Meget af drikkevandet kommer herfra og vandet løber hele vejen til havnebyen Porto.
25% af Portugals energi er produceret i regionen. Udover floderne producerer vindmøller i bjergene også energi.
Irrigationssystemet
Daniel Loureiro tjekker vandstanden i en af brøndene, som er en del af en unikt vandsystem, der medvirkede til at området fik status som GIAHS.
For at kunne leve i det rå terræn og hårde klima, udviklede landsbyboerne dette system, som gjorde det muligt at dyrke jorden og avle kvæg.
De brugte klipperne til at bygge kanaler, der leder nedbøren vej fra bjergtoppene til byen. Selv i tørre perioder er jorden frodig og om vinteren vasker vandet isen væk, så husdyrene kan græsse.
Litiumudvinding kræver store mængder vand, og landsbyboerne har udtrykt bekymring for, at brøndene tørrer ud, hvis minen starter sin produktion.
Kulturelt kød
Danielas kone Maria Loureiro, omgivet af slagtersvin og køer i sit røgeri.
Svineavl bidrager til husstandenes økonomi, men har også en stor social betydning i landsbyen. Inden jul holdes der en fest, hvor svinene slagtes og fordeles mellem folk.
Regionen er berømt for sin honning, kød og røgede produkter af høj kvalitet.
Maria og Daniel ejer en olivenplantage og producerer olivenolie. De mener ikke at træerne kan bevares, hvis minen starter litiumudvindingen.
Selvom mineselskabet har tilbudt dem mange penge for deres jord, nægter de at sælge.
Det portugisiske miljøagentur APA har godkendt mineselskabets plan, som vil bestå af fire åbne miner og sammenlagt fylde et areal på 593 hektar - knap seks kvadratkilometer. Sammenlignet er området på størrelse med en af Danmarks største skovområder, Rold skov.
Ifølge Savannah vil minedriften have minimal påvirkning på landskabet og kun udgøre 0.5 % af området, der har status som kulturarv. To ud af fire miner vil være operative ad gangen.
For at trænge ned til litiumdepotet, vil Savannah fjerne det øverste lag jord, som skal bevares, indtil minen ikke længere er operativ, hvorefter det skal bruges til at rehabilitere landskabet. De massive klipper sprænges i stykker, så klippemassen kan graves ud.
Ved at bruge et lukket vandsystem, hævder Savannah Resources at kunne undgå forurening af floder og vandløb. Dog vil systemet kun genbruge 85% af vandet, som udgøres af nedbør.
Hvis nogen skulle lide et økonomisk tab, har Savannah meldt ud, at de vil kompensere disse.
I området er der allerede miner, der udvinder spodumen (som indeholder litium) og kvartsmineraler til brug i keramikindustrien i Portugal og Spanien - dog i lille skala sammenlignet med litiumminen.
Nye naboer
Elisabete Pires og hendes mand, João Pires, har udsigt over bjergene fra deres hjem.
Deres hus ligger intet mindre end 50 meter fra området, hvor minen er planlagt.
Elisabete og hendes mand er bekymrede for, at minen vil generere støj og støv, som vil gøre det umuligt at dyrke jorden foran deres hjem.
Elisabete og João er store modstandere af projektet. Foran deres hus hænger et stort banner, med ordene "Covas nao quer minas / Covas ønsker ikke miner."
Budskabet er skrevet mange steder i landsbyen og resten af regionen, hvor sloganet "nao a mina, sim a vida / nej til mine, ja til liv", er spraymalet på bygninger og busskure. I det bakkede landskab har folk også lagt sten i formation, så de danner sætningen.
Blokaden
Elisabetes mand, João, er stået tidlig op. Sammen med andre landsbyboere blokerer han vejen for en gravemaskine, som skal lave udgravninger til nye veje for mineselskabet.
Landsbyboerne skiftes til at holde vagt i bjergene. Hver morgen dukker politiet op og nedskriver navnene på personerne, der holder vagt.
Både mineselskabet og landsbyboerne mener at de har råderet over området. Selvom sagen er under behandling i retten, fortsætter mineselskabet deres søgen efter litium og laver boringer i klipperne.
Neutral grund
De fleste beboere i landsbyen er skeptiske overfor minedriften. Men nogle holder sig neutrale.
Ejeren af byens eneste bar, tager ikke side i konflikten. Her er alle velkomne, både minearbejdere og landsbyboere.
Området er blevet affolket med tiden og baren er nu den eneste forretning i byen.
Minedriften bringer flere kunder til landsbyen.
Mindre tryghed
Jorge Esteves er byens elektriker. Han frygter at de mange mennesker, der potentielt kan komme til byen i fremtiden, vil have en negativ effekt. Han kæmper ikke aktivt imod mineselskabet, men han kan lide tingene som de er.
Her bekymrer man sig ikke over, at nøglerne sidder i bilen, eller at hoveddøren er ulåst.
Jorge frygter at befolkningsvæksten kan forsage mere kriminalitet og mindre tryghed og tillid blandt folkene på egnen.
Høj livskvalitet
Jorge bor sammen med sin mor. Her passer man godt på de ældre. Folk i landsbyen har et godt helbred og lever længe.
Ved at vandre rundt i det bakkede landskab, får landsbyboerne meget motion. kosten består af sund, hjemmedyrket mad og alle har et rigt socialt liv.
Udover sin mor, passer Jorge også godt på sine fugle og katte. Modsat de andre folk i landsbyen bryder Jorge sig ikke om at slagte dyr.
Kulturarv
På disse kanter er farmerkulturen et grundvilkår i opvæksten på lige fod med de første skridt og de første ord.
Siden folk bosatte sig herude, er viden om landskabet og landsbruget gået i arv fra generation til generation.
Ofte aflægger landsbyboerne deres forfædre et besøg på kirkegården.
Familie opbrud
Aida Fernandes’ mor og far lærte Aida og hendes bror at begå sig blandt de store køer, da hun var barn.
Da Aida blev voksen, valgte hun at træde i sine forfædres fodspor og blive kvægavler.
Aidas bror gik en anden vej. Han arbejder nu for mineselskabet. Både Aidas bror og far har solgt noget af deres jord til mineselskabet. Familien gik i opbrud og det er nu fire år siden, at Aida har talt med dem.
Skønt de fleste er skeptiske overfor minedriften, har flere af landsbyboerne fået arbejde hos mineselskabet, og tror på at det kan blive en lukrativ forretning.
Fællesskab
Nelson og Filipe Gomes brænder fyrrelarver af ved fyraften sammen med to andre mænd fra landsbyen.
Landsbyens overlevelse har altid bygget på fællesskabet. Men minen truer deres sociale sammenhold og skaber indbyrdes konflikter.
Landsbyens beboere er ikke kun afhængige af naturen, men også af hinanden. Mange praksisser der har at gøre med landbruget og varetagelse af skoven kræver at de lokale kan arbejde kollektivt.
På vagt
Landsbyen er kendetegnet ved de mange hunde, som løber frit rundt. Deres gøen giver ekko i de smalle gader, som de vogter over om natten. Det bliver dagens sidste lyd.
D. 10. marts stemte portugiserne på en ny regering. Grundet en sag om korruption måtte Portugals tidligere premierminister træde af.
Modstanderne af litiumminer i det nordlige Portugal fik rettet opmærksomhed på projekterne. Det ledte til grundige undersøgelser af premierministeren og hans administration, som nu er under mistanke for korruption i forbindelse med deres håndtering af litiumminedrift.
Bestyrelsesformanden i miljøagenturet APA, der har givergrønt lys til flere litiumminer i Portugal, efterforskes også i sagen.
Lokalsamfundet i Covas do Barroso har opfordret myndighederne til at suspendere og gennemgå andre litiumprojekter i regionen - inklusiv minen i Covas do Barroso.
Sagen undersøges i øjeblikket, men på trods af det, fortsætter Savannah Resources medat søge efter litium og lave boringer i landskabet.
Sådan er det gået til at simple farmere uden interesse for politik, endte midt i et storpolitisk spil. De nægter at give op og kæmper fortsat, for at bevare deres hjem.